Langø
kirke er bygget i 1899-1901. Som Kappels beboere i 1400-tallet
syntes, at vejen til Vestenskov var for lang og for dårlig, sådan
syntes beboerne på Langø i 1880'erne det samme om vejen til deres
sognekirke, Kappel.
Der blev i 1892 iværksat en indsamling til et vedligelsesfond for
et evt. kapel på Langø, og da økonomien var på plads, blev
arbejdet bestilt hos murermester W. Gluud, Nakskov. Den 21.
september 1900 var der grundstensnedlæggelse, og den 15. september
1901 blev Langø kapel indviet.
Da
Langø kirke, eller kapel, stod færdig, var der dog forskelligt
inventar, der manglede, mest af alt en altertavle. En
gipsafstøbning af Thorvaldsens Kristus-figur eller et forgyldt kors
på blå grund var på tale, men man nøjedes i første omgang med
et sort klæde med ordene "Mesteren er her og kalder ad
dig" broderet på med gylden tråd. Giveren var
trikotagehandler Peter Lauritsen, Herning, en ven af daværende
sognepræst Hindhede.
I
1904 havde man sparet sammen ved en basar og et overskud fra
sildefiskeriet til den rigtige altertavle med et maleri, der er en
kopi af Carl Blochs "Jesus i Getsemane". Det broderede
klæde hænger nu i våbenhuset.
Døbefonten er af træ og flytbar.
Prædikestolen var oprindelig anbragt på trappen op til alteret,
men blev i forbindelse med en restaurering i 1972 flyttet hen til
den plads, den har nu.
I 1945 blev et harmonium taget i brug. Først i 1967 blev det
erstattet af et orgel.
Langø
kirkes vartegn er klokkestabelen, som blev bygget i 1999 på det
lokale Langø Skibs- og Bådebyggeri.
Klokken bærer indskriften KOM TRO OG KOM GLÆDE.
Langø kirke i årstal
1892 Sognepræst i Kappel H. V. Graa sætter en indsamling i
gang til vedligeholdelsesfond for et evt. kapel på Langø.
Murermester Gluud i Nakskov udarbejder tegninger.
1899 Der bevilges 9.600 kr. på finansloven til opførelse af
kapel på Langø.
Vedligeholdelsesfondet nået op på 1.500 kr.
1900 Grundstensnedlæggelse 21. september
1901 Langø kapel indvies 15. september
1904 Altertavle opsat
1945 Harmonium tages i brug 10. juni
1949 Kirken restaureres og forsynes med pulpitur og males
hvid.
Kirkegården lægges til.
1951 50 års jubilæet fejres. Der skænkes en syvarmet
lysestage til kirken.
1961 Elektrisk varmeanlæg tages i brug
1962 Ligkapel bygges (er nu nedrevet)
1967 Harmonium erstattes af orgel
1972 Kirken restaureres: Stoleværket ombygges og
prædikestolen flyttes.
1976 75 års jubilæet fejres. Gaven til kirken er en ny
alterdug.
1991 Graverhuset bygges. Kirkegårdsudvidelsen anlægges.
1999 Klokkestabelen bygges.
Ny klokke skænkes af A. P. Møller-fondet.
Læs endvidere artiklerne om Langø
kirke i 100 år i Bibliotek

|