|
|
|
|
Forside
- Bibliotek - Artikel
|
|
Tillitze-stenen |
 På
Tillitze kirkegård, lidt nordvest for kirkens indgangsdør, står
en runesten.
På stenens ene side er der indhugget et stort stavkors og på de
andre sider to runeindskrifter, der i oversættelse lyder: Eskil
Sulkesøn lod denne sten rejse efter sig selv. Altid vil stande,
mens stenen lever, denne mindeskrift, som Eskil gjorde. Krist og S.
Mikkel hjælpe hans sjæl. - Toke ristede runerne efter sin
stedmoder Thore, en velbyrdig kvinde.
Runealfabetet har været almindeligt anvendt helt op til omkring
1300, hvor det blev fortrængt af de latinske bogstaver. Tidligere
antog man, at det krævede stor fagkundskab at riste runer, men
meget tyder på, at skrivekunsten var mere udbredt end som så.
På grund af indskrifternes art mener man, at stenen stammer fra den
tidlige middelalder, fra omkring 1100, fra den tid, hvor den nye
kristentro var ved helt at tage over.
Om de to indskrifter på Tillitze-stenen er ristet i én omgang, og
om de overhovedet har noget med hinanden at gøre, og i givet fald
hvad, vides ikke.
Den Eskil, som har rejst stenen, har sandsynligvis boet i Tillitze,
men man ved ikke, hvem han var. Heller ikke hvem Toke var, ved man,
men der er blevet gættet på, at han var Eskils søn.
Måske har stenen haft sin plads på Eskils egen eller landsbyens
ætteplads, ikke langt fra den nuværende kirke. Måske har Tillitze
haft en trækirke dengang, men ingen spor har til dato kunnet
bekræfte det.
Men faktisk er Tillitze-stenen det ældste "levende" spor
af kristendom på Lolland-Falster.
Og så var Eskils sten endda en tid ved at dø. Af nogle bevarede
dokumenter fremgår det, at stenen i 1627 sad i den søndre
kirkegårdsmur. I en indbretning fra 1765 nævnes det, at den senere
blev anbragt som grundsten under hjørnet af våbenhuset, for så
helt at blive glemt, indtil der skulle bygges nyt våbenhus i 1856.
Da det gamle blev brudt ned, kom stenen for en dag igen og derefter
anbragt på kirkegården, hvor den nu står og "lever" i
den forstand, som det var ment for 900 år siden: Et minde for
altid.
Birgitte Villadsen (artikel i Kirkebladet for sognene i Rudbjerg, forår 1999)
|
|
|
|
