|
|
|
|
Forside
- Bibliotek - Artikel
|
|
Kristus på korset |
I det Herrens år 1937 blev Kristus fundet på loftet over Arninge
kirke. Hvornår han blev gemt væk, vides ikke.
I slutningen af 1500-tallet rejste Odense-biskoppen Jacob Madsen på
visitats i sit stift, som dengang også omfattede Lolland-Falster,
og nedskrev undervejs små beskrivelser af kirker, præster og
menigheder. Der var gået over 50 år efter reformationen. Men der
var ikke mange kirker, der helt var blevet indrettet efter den nye
lære. Jacob Madsen gjorde, hvad han kunne, for at fjerne de værste
katolske levn, selv om det ikke altid var lige let at få de lokale
til at lystre. Der var endnu mange træfigurer af Kristus, Maria og
alle helgenerne. Et sted lovede præsten, at de nok skulle blive
fjernet. Men Kristus-figuren havde han alligevel ikke nænnet at
kassere. Den blev genfundet i begyndelsen af 1900-tallet på
våbenhusets loft, hvor præsten havde gemt den.
Historien kunne have været fra Arninge, men er det ikke. Så hurtig
til at kassere Kristus har man alligevel ikke været. Det kan man om
ikke af andet vide fra, at Arninges Kristus er blevet malet så sent
som i 1700-tallet. Hans hud blev malet lys gul, håret sort,
lændeklædet mørk okker med blå bort. Måske fik han også ved
den lejlighed et nyt kors. Det er i hvert fald "nyere",
som der står i Nationalmuseets beskrivelse, ikke det oprindelige.
Men Kristus selv er fra begyndelsen af 1300-tallet. Han hælder
hovedet fremover mod højre skulder. Øjnene er lukkede, og ansigtet
roligt. Omkring issen er spor af en nu forsvundet tornekrone. Håret
hænger ned på skuldrene, ribbenene er let antydede, lændeklædet
bredt og dækkende venstre knæ, fødderne lagt over hinanden. Det
er, hvad man kalder et gotisk krucifiks, hvor Kristus afbildes som
den lidende, i modsætning til et romansk krucifiks, hvor Kristus
med kongekrone triumferende står foran korset.
Man mener, at det oprindelig er et korbuekrucifiks. Sådan var det
ret almindeligt i middelalderen, at der i korbuen hang, først et
krucifiks, Kristus på korset, som senere blev suppleret med
sidefigurer af jomfru Maria og apostlen Johannes. Det var ret
symbolsk: Vejen til det hellige, til alteret, tilgivelsen der blev
givet i nadverens sakramente, gik gennem Kristus.
Hvis Maria og Johannes også har været i Arninge, så er de i hvert
fald aldrig blevet fundet igen. Kristus, derimod, har nu fundet en
plads på korvæggen, nord for korbuen. Måske for at vi skal huske,
hvad det hele handler om.Birgitte Villadsen (artiklel i Kirkeblad for sognene i Rudbjerg, vinter 1999-2000)
|
|
|
|
